Selvom hver rute kun varer et par timer, har den tilstrækkelig dybde til at være underholdende. Personligt var jeg også ret glad for disse relativt korte ruter. Ikke hver otome skal have ruter, der varer mere end ti timer. Det er derfor dejligt at kunne spille en rute over et par aftener. Der er ikke mange indbyrdes forbindelser, så du behøver heller ikke at skynde dig for at spille alle ruterne i træk.
Hovedpersonen er som et tomt lærred. Du som spiller skal selv give hende en personlighed. Hun taler ikke; du hører kun hendes tanker. Det er ret mærkeligt, hvis man ikke er vant til det. Hun har heller ikke øjne. Alle disse ting er gjort for, at du som spiller kan identificere dig med karakteren. Det er noget, man skal kunne lide. Generelt er det ret godt udført, og det fungerer endda også for dem, der ikke ønsker at identificere sig med karakteren.
Alt i alt er Sympathy Kiss en underholdende og let snack. Det formår at ramme og overraske spilleren. Det har også den fordel, at ruterne ikke er alt for lange, hvilket gør det nemt at tage spillet op.
Skjul. 
